Men allerede da han var i begyndelsen af 20’erne tog han tilbage til Kragebækgaard. Hans far, Otto, var svækket, og Jens skulle hjælpe til på gården. Det var en klassisk gård med marker, grise og køer, og den drev han gennem mange år, men begyndte lidt efter lidt at stoppe.
Først blev jorden bortforpagtet og i 2016 siden stoppede han med kødkvæg som afgræssede strandengene.
Men Jens blev boende på Kragebækgaard og var åndelig frisk til det sidste. Mange års hårdt og slidsomt arbejde på landet, havde medført sine fysiske skavanker, men stadig kunne han løbe de fleste op. Ikke mindst på dansegulvet, for Jens nød at deltage i enhver fest – uanset om det ude i byen/på kroen eller hjemme på Kragebækgaard. Altid positiv og i godt humør var Jens et festligt selskabsmenneske og Kragebækgaard dannede i mange år rammen for store Sankt Hans-fester, hvor stalden blev ryddet og pyntet op, der var mad og drikke og bål på stranden.
Af væsen var Jens utålmodig og handlekraftig. Han var kantet og havde sine særlige regler – om end Jens på mange områder havde løsere tøjler end de fleste. Navnlig overfor børn og unge, som hurtig fandt et fristed på Kragebækgaard. Her blev arbejdet hårdt i faste rammer, men altid med tid til drillerier og plads til den enkelte. Dette liv forsatte også efter, at Lillian flyttede ind på gården og Jens´s ungkarletilværelse blev ændret.
Lillian og Jens fik ikke nogen børn selv og Lillian døde i 2018. Selvom familien dermed var begrænset, så forsatte Jens med at pleje sin store omgangskreds. Dem der har oplevet selskab med Jens, er ikke i tvivl om hvilken ånd og stemning der var kendetegnet for Kragebækaard. Da Jens efter sin bortgang den 29. november 2021 testamenterede sin formue til en fond, kommer det næppe som en overraskelse, at det var Jens’ inderlige ønske at hjælpe fremtidens generation af unge mennesker bedst på vej til uddannelse og oplevelser i livet. For Jens vil med sin særlige karakter, blive husket som handlingens mand, der stod ved sine ord og ikke gjorde sig til på andres bekostning.